Instruktør, journalist, forfatter og cykelsportskommentator. Født 14/6 1937. Opvokset i Århus. Var som ung aktiv cykelrytter og bordtennisspiller. Student fra Marselisborg Gymnasium 1957. Studerede herefter litteraturhistorie i Aarhus og etnografi i København. Begyndte i 1959 at arbejde som journalist og kritiker (jazz og film), først på Aktuelt og fra 1964 på Politiken. Skrev sports- og rejsereportager, og anmeldte f.eks. den første Beatles-koncert i Danmark. Debuterede som digter med samlingen "Gult lys" (1962). Har siden udsendt en lang række bøger: digt- og essaysamlinger, to bøger om Haiti (hvor Leth har boet siden 1991) og en bog om cykelsport, "Den gule trøje i de høje bjerge. Beretning om Tour de France". I 2005 kom den stormombruste erindringsbog "Det uperfekte menneske", som siden er fulgt op af ydereligere tre bøger. Leth filmdebuterede med et portræt af jazzpianisten Bud Powell, "Stopforbud" (1963), og blev en central skikkelse i det eksperimenterende dokumentarfilmmiljø i 60'erne. Han lavede en række film i samarbejde med Ole John og stiftede sammen med bl.a. Ole John og Per Kirkeby filmkollektivet ABCinema. Leths dokumentarfilm er sanselige, personlige og præget af instruktørens sans for timing og rytme. Som filmkritikeren Morten Piil opsummerer i "Danske filminstruktører": "Nysgerrigheden og skønhedssansen er drivkraften i Leths film, og med beundringsværdig sejlivet konsekvens har han dyrket sin overfladefascination". Leth understreger ofte de mytologiske og episke aspekter ved de emner, han dokumentarisk behandler. Dette er tydeligst i sportsfilmene, f.eks. "Stjernerne og vandbærerne" og "En forårsdag i helvede", begge om cykelløb – henholdsvis etapeløbet Giro d'Italia og forårsklassikeren Paris-Roubaix. Instruktøren selv fungerer ofte som fortælleren, der kommenterer begivenhederne i filmene (Leth har endvidere i en årrække kommenteret Tour de France for TV 2). 2010'erne bliver ekstremt produktive. På instruktørfronten indledes med premieren af det længe ventede filmværk "Det erotiske menneske" – endnu en Leth'sk antropologisk undersøgelse, som vi har set det i bl.a. "Det legende menneske" fra 1986. I 2013 følger portrætfilmen om billedkunstner John Kørner, som Leth arbejdede på i fem år, og i 2016 står han bag projektet "Lyrikporten", som er optagelser af 28 danske lyrikere (ham selv inklusive), som læser op fra deres digtsamlinger. Derudover er der i den grad bud efter personen Jørgen Leth. Han medvirker som sig selv i bl.a. "Klovn – the movie" og "Rytteriet". Han har lavet foreløbig fire albums med gruppen "Vi sidder bare her" (Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig), og der er bud efter hans ikoniske stemme til både digtoplæsning og som speaker på andres film samt selvfølgelig som TV 2's legendariske kommentator på cykelløbet Tour de France.